Det vellykkede forfatterbesøg

Sådan planlægger du et vellykket forfatterbesøg

Det gode forfatterbesøg starter allerede før forfatteren træder ind ad døren. Hvis børnene er forberedte på, hvad der skal ske bliver besøget mere levende og vedkommende for dem og det hjælper dem med at sætte besøget ind i en meningsfuld ramme. 


Uanset om vi snakker børn i børnehaver og indskoling, mellemtrin eller udskoling, så er det vigtigste element altid det samme: Eleverne skal have en aktiv rolle.


Når børnene og de unge har læst, tegnet, tænkt eller formuleret spørgsmål på forhånd, bliver forfatterbesøget nemlig ikke bare en præsentation, men en samtale. Og det er i mødet mellem elevernes nysgerrighed og forfatterens fortælling, at det vellykkede besøg opstår.


Nedenfor finder du mine bedste råd til hvordan du konkret kan forberede et vellykket forfatterbesøg. 

Forfatterbesøg for børnehave og indskoling (0.-2. klasse)


For de yngste børn handler forberedelsen om at skabe et rum for genkendelse, leg og tryghed.


  • Køb en eller flere af forfatterens bøger hjem.
  • Kig på bogen. Hvad ser børnene på forside og bagside? Snak om, hvad de tror, at bogen handler om.
  • Læs en af bøgerne højt. Tal om historien og karaktererne undervejs. Sig nogle af de svære, sjove eller mærkelige ord højt og gerne i kor.
  • Lad børnene tegne deres yndlingskarakter eller en scene fra bogen. Lad dem fortælle andre, hvad de har tegnet.
  • Tal om, hvad de tror, der sker, når fatteren kommer.


Målet er ikke at give børnene en faglig fordybelse, men at skabe glæde ved fortælling og en følelse af, at de allerede “kender universet”, når forfatteren kommer. Det gør dem nysgerrige. Det gør dem trygge. Og det betyder, at forfatteren ikke bare bliver en tilfældig gæst, der kigger forbi.

Forfatterbesøg for mellemtrin (3.-6. klasse)


Lad eleverne på mellemtrinnet arbejde aktivt og undersøgende med både tekst og forfatterrolle


  • Læs højt fra en af forfatterens bøger. I behøver ikke læse hele bogen, men nok til at børnene forstår universet og har mødt bogens vigtigste karakterer
  • Tal om bogens temaer. Hvad synes børnene er vigtigt eller spændende i det I har læst?
  • Inddel eleverne i små grupper, der får hver deres opgaver: En gruppe forberede et par spørgsmål til forfatteren. En gruppe tegner en plakat til arrangementet. En gruppe står for at lave en udstilling med forfatterens bøger og finde sjove genstande, der passer til. En gruppe skal være værter på selve dagen, hvor de tager i mod forfatteren, viser vej og sørge for et glas vand mv. Måske kan de samme børn også byde velkommen, når alle er samlet?
  • Sørg for at skolen har købt mindst en og gerne flere af forfatterens bøger hjem til biblioteket. I får brug for dem! Børnene bliver nemlig sultne på at læse mere efter forfatterens besøg!


Forberedelserne sikrer at forfatteren ikke bare er en fremmed, der dukker op, men en gæst, som børnene allerede har en relation til og er nysgerrige på. Og forberedelsen af spørgsmål og af det gode værtskab giver eleverne et stærkt ejerskab og en stor stolthed over at få besøg.   

Forfatterbesøg for udskoling (7.-10. klasse)


I udskolingen kan forberedelsen kobles direkte til analyse, perspektiv og egen refleksion, men du kan også bruge besøget som en mere kreativt oplevelse, hvor eleverne leger med hvordan man arbejder med litteraturforståelse og får ejerskab over et litterært værk og dets skaber.


  • Lad eleverne selv vælge en udgivelse fra forfatterskabet, som de vil læse noget fra. Lad dem præsentere bøgerne, et uddrag eller en novelle for hinanden med hver deres personlige vinkel. Nogle kan lave en video om den tekst de har valgt, andre en trailer, en scene de dramatiserer, en boganmeldelse, en tegneserie eller opbygge en SoMe-profil for en af bogens karakterer. 
  • Arbejd med nogle af forfatterskabets temaer i en klassesamtale (fx identitet, fællesskab, konflikt)
  • Lad eleverne formulere spørgsmål, der både handler om teksten og forfatterens valg
  • Sørg for at skolen har købt mindst en og gerne flere af forfatterens bøger hjem til biblioteket. I får brug for dem! Eleverne bliver nemlig sultne på at læse mere efter forfatterens besøg og så er det vigtigt, at I har dem hjemme.


Elevernes aktive forberedelse sikrer at forfatterbesøget bliver en givende forlængelse af undervisningen, og at eleverne har så meget ejerskab over besøget, at de kan deltage aktivt med samtale og spørgsmål, når forfatteren kommer og får en ny oplevelse af litteraturen og hvad den kan. 

Fælles for alle aldersgrupper

Når børnene allerede kender lidt til forfatteren og til bøgerne og har gjort besøget til noget de selv har del i, så er du med til at sikre, at forfatterbesøget ikke bliver en løsrevet oplevelse uden sammenhæng med deres øvrige hverdag. 


Det er guld værd og det kan have stor betydning for, hvordan børnene tager litteraturen med videre i livet. 


Det er dog ikke kun forberedelse af selve besøget du skal tænke på. Det er også vigtigt, at du sørger for en rigtig god opfølgning efter at forfatteren er taget hjem. 


Jeg har lavet en guide til dig, hvor du kan læse, hvordan du sørger for at lave en god opfølgning, der giver mening både for dig og dine elever.